Jeg kan tydeligt huske da jeg mistede min far og jeg modtog måske 1 sms fra én person i min vennekreds, da alle andre ikke turde skrive eller ringe, de mente alle jeg skulle tage kontakten. Jeg står nu i en dyb depression pga. alt der skete da det tvang mig til at være stærk og begrave alt der hed følelser og igen oplever jeg så meget berøringsangst og jeg bliver kun mere frusteret over når de ikke vil tro på at det er ok at de spørger, skriver osv. selvom mit overskud er lig nul.
Åh altså. Det er jeg ked af at høre. Det lyder lidt hårdt.
Jeg har to gange sendt en besked ud til min vennekreds med en det-her-har-jeg-brug-for-liste. Det kræver et vist overskud/overblik at lave, men det kan være en stor hjælp for en selv og for dem, der ikke ved, hvad de skal gøre.
Jeg håber også, at der er nogle pårørende/venner, der ser dette blogindlæg og hjælper deres nærmeste.
Fantastisk indlæg som rigtig mange pårørende og venner burde læse hvis de har et kært familiemedlem eller en ven de holder af inde på livet som er eller har været ramt af kræft ❤
For mig vendte tidsregningen på et tidspunkt efter min mors død. Det er 6,5 år siden nu (hold da op, det er vildt at se sort på hvidt) men det gør nogle gange, ikke altid, lige så ondt som 1 år efter. Og det har folk svært ved at forstå. Det er som om, at det jo er noget, der er sket for laaaang tid siden og derfor er sorgen for længst væk.
Dermed ikke sagt, at mine venner osv skal behandle mig som lige efter hendes død. Men hvor er det skønt, når en veninde spørger, hvordan det er at få børn og blive gift uden end mor, selvom det er lang tid siden. Den veninde forstår, at det stadig kan gøre ondt:-)
Du rammer fuldkommen og aldeles plet. Desværre er det ikke alle der formår at se ud over egen næsetip og navle. Men til gengæld får man den gave at man finder ud af hvem der er sande venner! ❤
Jeg kan genkende nærmest det hele. Min datter har været alvorligt syg.. det er vildt hvad dette gør ved krop, sjæl og sind. Da det var allerværst, var der SÅ mange der ville hjælpe… spurgte.. bare sig til.. Det kunne jeg ikke. Bare det at tænke 2 timer frem var vanskeligt.
Min datter har været udskrevet siden 30 december 2016. Hun er heldigvis i live og hun får det bedre dag for dag… det gør jeg ikke. Det er som om kroppen husker og reagere, trods hjernen kan se bedring. Mit humør er uforudsigeligt.. det er hårdt at være i. Når jeg ikke høre noget fra mine veninder, følelses det som måneder. Jeg må bare erkende, at det jeg/vi har været i gennem kommer til at tage tid. Forløbet har været ekstrem voldsomt, heldigvis døde min datter ikke, det var tæt på men hun lever ❤ blot lidt tanker fra mig.
Tak for det du har skrevet… giver SÅ god mening ❤
Kan også genkende det du beskriver.
Er træt af alle dem, som spørger til min søn (som blev kvæstet i en ulykke) og som ikke magter at lytte efter og begynder at tale om noget andet…..man føler sig HELT ensom så.
Smukt og fint indlæg, omend jeg også synes, man skal huske, at man også har et ansvar selv. Da jeg mistede min far og havde lyst til at gemme mig væk fra hele verden og være ligeglad med alt og alle -ikke svare på beskeder, ikke tage imod hjælp, ikke have lyst til at være noget for nogen- fik jeg det bedste råd af min mor. Du bliver nødt til at give noget til andre, hvis du vil have, at de skal give noget til dig. Du kan ikke i flere år lade være med at svare, aflyse aftaler eller bare ikke magte alle de velmenende hænder. For det kan de ikke magte i længden. Og den pointe, synes jeg, bliver lidt glemt. Pårørende kan kun holde til så og så meget. Så trækker de sig. De er ikke dårlige mennesker af den grund. De er bare mennesker. Derfor skal man også huske selv at tage ansvar for at kunne blive hjulpet. Selvom det er svært. Og hårdt.
Tusinde tak Josefine.
I februar fik jeg fjernet en hjernetumor. En af de farligste former for kræft der findes, en særlig aggressiv hjernekræft kaldet glioblastom, der kun har en overlevelsesrate på fem procent over fem år.
Når jeg har det godt, har jeg ofte det rigtig godt.
Men det er hårdt når de fleste ikke vil have at jeg nævner at forb…. få får bare 5 år.
Til gengæld er jeg taknemlig for de ufattelig mange gode og hyggelige besøg (har ikke boet hjemme siden 1/2-2027). Jeg håber de fortsætter når jeg kommer hjem.
Endnu en gang tak
Lone
Det er FULDSTÆNDIG rigtigt det du skriver. Har stået i en sorgsituation ALT for mange gange. Senest 31.1. Hvor min søster døde.
Dog skal siges,- at for mit vedkommende betød/betyder en buket blomster utroligt meget.
Farverne, duften der beriger hele rummet og især det lille kort med hilsen på gør uendeligt meget for mig. Alt dette overskygger heldigvis, at de skal smides ud en dag.
Tak for at ridse op på denne måde, – noget jeg aldrig har haft overskud til.
Jeg elsker din billedtekst: “De første 14 dage i højt humør” – det kan jeg klart genkende. Den første måned var jeg euforisk over, at jeg bare kunne blive opereret og blive rask (jeg havde også modermærkekræft). Det følgende år var jeg i krise, men hverdagen med små børn krævede bare en stærk mor, og der var ikke rum til kriser. Efter 3 år brød dæmningen sammen, og tre års ophobede tårer væltede bare ud. Min chef syntes, det var vældig besværligt (måske skulle du også skrive 10 gode råd til chefer en dag? 😀 ) Nå, nu er jeg lige blevet 40, og det er eddermame skønt! Hvert år skal fejres 🙂
Ja, det er meget genkendeligt. Min krise kom fire måneder efter jeg var meldt rask. Hold da op, det var hårdt. Der er sikkert nogle chefer, der også kunne have glæde af sådan en liste, ja!
Tak for din side af sorgen.. . Det ramte plet ..lige i hjertet …💖 tusind tak… den er blevet delt til familie og venner! Mistede min mor for 10 md. Siden… og det har bare været en KÆMPE sorg … !.. vidste ikke hvordan jeg skulle sætte ord på , men det har du gjort for mig.. af hjertet tak…💖💖💖 knus ulla
Tusinde tak Josefine.
Min bonusdatter og vores to børnebørn mistede sin kæreste/far i år – mens jeg samtidig fik fjernet en hjernetumor (Glioblastom grad 4). Jeg har statistisk set 1-1,5 år at leve i – har brugt de fem måneder.
Kom hjem efter 2,5 måneder, og nu er der kan så mange besøg….
Kære Josefine.
Helt igennem spot on! Helt igennem!
Ensomheden i det lange, lange seje træk for “bare” at komme op at stå og tilmed gå, endda “ud i verden”, oplever jeg personligt har været det værste ……..
Håber du selv er ved godt mod, ønsker dig og “alle I andre” alt det bedste 💖
Dorthe
tusind tak for din MEGET fine tanker. De ramte på alle tænklige måder. Det så sejt, at du har fundet overskud til at lave 10 råd. Jeg har prøvet at være modig og har efter et par dage delt dem med en veninde, der ven til mig, der har mistet sin far i november. Det føltes godt.
Jeg er igang med at skrive mit bachelor projekt sammen med Børn, Unge og Sorg – sideløbende med min egen sorg. Jeg ser det som en slags selvterapi, men også som et ønske for at mindske den berøringsangst, som jeg har mødt og set i Danmark. Det jeg prøver at skrive er, at jeg meget gerne vil bruge din fine guide i min opgave, hvis det er okay med dig 🙂 Jeg skal udarbejde et kampagne design for kampagnen Håbets Aktie 2019, som skal være med til at mindske berøringsangsten for sygdom og sorg – og jeg tror, at dine trin kunne blive et rigtig godt element.
Du er velkommen til at sende mig en mail – og et nej er også ok.
Kære Amanda.
Tusind tak for din dejlige besked. Det er rart at vide, at der er nogen, der læser med.
Det er du selvfølgelig meget velkommen til.
Hilsen Josefine.
Hvor er det flot skrevet .Det brugbart ..jeg mistede min mor sidste år .måtte skippe min kæreste han var der ikke da jeg havde Aller mest brug for ham .fra dag et af ville min far ikke bo alene så han har boet sammen med mig siden da .Det giver nogle begrænsninger for mig men tror det vil glæde mig den dag han ikke er her mere …hilsen 59 årig kvinde fra Odense
Tusind tak for din kommentar.
Det er trist med kæresten og meget fint med din far! 🙂 Det tror jeg bestemt du kommer til at mindes. Jeg rejste med min far til Thailand, da han blev syg. Det var det bedste minde.
MEEEGA godt formuleret.
Mistet for godt 1 1/2 år siden min far efter 5uger med cancer.
Den ene dag kan man være glad og tilfreds den næste trist og ked af det. Den værste kommentar er nok, er du kommet dig godt efter tabet???? Kommet mig godt, kan man det??? Hvad er forventningen??
Men n omgangskreds har været meget berøringsangst og nærmest ikke spurgt ind til det. Det er faktisk værre end hvis man spørger.
Det mest fantastiske var da en veninde kom med nybagte boller og et sødt kort.❤️
Tusind tak for din tilbagemelding. Det er dejligt at høre at mit skriv kan vække genkendelse.
Da min far døde, syntes jeg, det store skift kom efter to år. Hvor jeg virkelig kom videre.
Kære Josefine, tusind tak for at sætte tanker på mine følelser❤️ Jeg har altid været den som var der for alle andre, nu føler jeg mig utilstrækkelig, fordi jeg ikke kan det mere. Jeg mistede min søn for 2 år siden, han blev 20 år og fik pludseligt et uventet hjertestop, han fik hjertemedicin som han ikke kunne tåle. Hans liv var mit liv. Magnus havde muskelsvind og var helt afhængig af hjælp til alt. Han havde respirator om natten. Jeg ved at mange tænker og nogle også siger, var det ikke også forventet, var det ikke også det bedste. Nej det var det ikke, Magnus havde et godt liv, han var glad for sin tilværelse, han spillede på sin computer sammen med sine hjælpere og han var super intilligent og interesserede sig for mange ting. Jeg hører aldrig nogen sige om Stephen Hawking at det nok var bedre hvis han var død. Mit liv er blevet ensomt, jeg har mit job som jeg elsker overalt på jorden og jeg har min veninde og hendes mand som holder fast i mig. Jeg har min datter på 19, som betyder alt for mig, men hun har sit eget liv. Dem omkring mig siger, nu må du til at leve dit liv igen og når jeg spørger, hvordan gør jeg det, Mine børn og mit arbejde har været mit liv i de sidste 20 år, hvor går man hen og får et nyt liv eller endnu vigtigere som du beskiver, hvor finder jeg kræfterne til at lede efter et nyt liv? På aftenskole siger nogen, jeg orker ikke engang at tage mig sammen til andet end flytte mig fra sengen og ind til fjernsynet, når jeg har fri, hvordan pokker skal jeg tage mig sammen til at starte på aftenskole. Jeg ved godt at der er gået 2 år, men prøv at forestille dig, at hvis du mistede dit barn, hvor længe tænker du så, at der vil gå før du er kommet over det? Tak for de fine råd, dem vil jeg bruge til at fortælle mig selv, at det er okay stadigvæk at have det sådan som jeg har det🤗❤️❤️❤️
Kære Josefine, det gør mig meget ondt at høre, at du har mistet din søn. Vores børn er jo det allerbedste, vi har. Jeg ikke forestille mig noget værre end at miste et barn. Jeg tror at det er meget værre end at miste sine forældre, og også meget værre end at miste en ægtefælle. Jeg er ikke tilhænger af at sige til et menneske i din situation, at du “skal tage dig sammen.” Sådan skal man ikke sige. Måske kan professionel hjælp hjælpe dig? psykolog, måske antidepressiv medicin? men du selv ved bedst, hvad du har brug for. Kærlige hilsener, Karen Cecilie Nielsen (jeg er på Facebook).
Fine tanker 
Spot on… har begge dele tæt inde i mit liv – fandme godt skrevet og hvor det dog sandt – tak
Tusind tak for din kommentar. Det er dejligt, at du kan bruge det. Til gengæld er jeg ked af at du har begge dele inde på livet.
Et meget vigtigt punkt er:
Din ven har ikke mistet sin humoristiske sans!
Hvor er det bare rigtigt! 😉
Vil bare takke for info.for det klart et tabu belagt problem som folk tit trækker sig væk fra…🙏
Jeg kan tydeligt huske da jeg mistede min far og jeg modtog måske 1 sms fra én person i min vennekreds, da alle andre ikke turde skrive eller ringe, de mente alle jeg skulle tage kontakten. Jeg står nu i en dyb depression pga. alt der skete da det tvang mig til at være stærk og begrave alt der hed følelser og igen oplever jeg så meget berøringsangst og jeg bliver kun mere frusteret over når de ikke vil tro på at det er ok at de spørger, skriver osv. selvom mit overskud er lig nul.
Åh altså. Det er jeg ked af at høre. Det lyder lidt hårdt.
Jeg har to gange sendt en besked ud til min vennekreds med en det-her-har-jeg-brug-for-liste. Det kræver et vist overskud/overblik at lave, men det kan være en stor hjælp for en selv og for dem, der ikke ved, hvad de skal gøre.
Jeg håber også, at der er nogle pårørende/venner, der ser dette blogindlæg og hjælper deres nærmeste.
Alt det bedste til dig.
Fantastisk indlæg som rigtig mange pårørende og venner burde læse hvis de har et kært familiemedlem eller en ven de holder af inde på livet som er eller har været ramt af kræft ❤
For mig vendte tidsregningen på et tidspunkt efter min mors død. Det er 6,5 år siden nu (hold da op, det er vildt at se sort på hvidt) men det gør nogle gange, ikke altid, lige så ondt som 1 år efter. Og det har folk svært ved at forstå. Det er som om, at det jo er noget, der er sket for laaaang tid siden og derfor er sorgen for længst væk.
Dermed ikke sagt, at mine venner osv skal behandle mig som lige efter hendes død. Men hvor er det skønt, når en veninde spørger, hvordan det er at få børn og blive gift uden end mor, selvom det er lang tid siden. Den veninde forstår, at det stadig kan gøre ondt:-)
Så flot og beskrivende skrevet, og noget jeg kan bruge til påiørende i alvorligt sygdomsforløb
Tusind tak, skal du have. Det er så dejligt at høre, at andre kan få glæde af det.
Hvor er punkt 8?
Flot skrevet!!
Læs punkt 9 😉
Tusind tak skal du have.
Du rammer fuldkommen og aldeles plet. Desværre er det ikke alle der formår at se ud over egen næsetip og navle. Men til gengæld får man den gave at man finder ud af hvem der er sande venner! ❤
Jeg kan genkende nærmest det hele. Min datter har været alvorligt syg.. det er vildt hvad dette gør ved krop, sjæl og sind. Da det var allerværst, var der SÅ mange der ville hjælpe… spurgte.. bare sig til.. Det kunne jeg ikke. Bare det at tænke 2 timer frem var vanskeligt.
Min datter har været udskrevet siden 30 december 2016. Hun er heldigvis i live og hun får det bedre dag for dag… det gør jeg ikke. Det er som om kroppen husker og reagere, trods hjernen kan se bedring. Mit humør er uforudsigeligt.. det er hårdt at være i. Når jeg ikke høre noget fra mine veninder, følelses det som måneder. Jeg må bare erkende, at det jeg/vi har været i gennem kommer til at tage tid. Forløbet har været ekstrem voldsomt, heldigvis døde min datter ikke, det var tæt på men hun lever ❤ blot lidt tanker fra mig.
Tak for det du har skrevet… giver SÅ god mening ❤
Kan også genkende det du beskriver.
Er træt af alle dem, som spørger til min søn (som blev kvæstet i en ulykke) og som ikke magter at lytte efter og begynder at tale om noget andet…..man føler sig HELT ensom så.
Smukt og fint indlæg, omend jeg også synes, man skal huske, at man også har et ansvar selv. Da jeg mistede min far og havde lyst til at gemme mig væk fra hele verden og være ligeglad med alt og alle -ikke svare på beskeder, ikke tage imod hjælp, ikke have lyst til at være noget for nogen- fik jeg det bedste råd af min mor. Du bliver nødt til at give noget til andre, hvis du vil have, at de skal give noget til dig. Du kan ikke i flere år lade være med at svare, aflyse aftaler eller bare ikke magte alle de velmenende hænder. For det kan de ikke magte i længden. Og den pointe, synes jeg, bliver lidt glemt. Pårørende kan kun holde til så og så meget. Så trækker de sig. De er ikke dårlige mennesker af den grund. De er bare mennesker. Derfor skal man også huske selv at tage ansvar for at kunne blive hjulpet. Selvom det er svært. Og hårdt.
Det er der ingen tvivl om. Det er et helt blogindlæg for sig selv. 🙂
Tusinde tak Josefine.
I februar fik jeg fjernet en hjernetumor. En af de farligste former for kræft der findes, en særlig aggressiv hjernekræft kaldet glioblastom, der kun har en overlevelsesrate på fem procent over fem år.
Når jeg har det godt, har jeg ofte det rigtig godt.
Men det er hårdt når de fleste ikke vil have at jeg nævner at forb…. få får bare 5 år.
Til gengæld er jeg taknemlig for de ufattelig mange gode og hyggelige besøg (har ikke boet hjemme siden 1/2-2027). Jeg håber de fortsætter når jeg kommer hjem.
Endnu en gang tak
Lone
Det er FULDSTÆNDIG rigtigt det du skriver. Har stået i en sorgsituation ALT for mange gange. Senest 31.1. Hvor min søster døde.
Dog skal siges,- at for mit vedkommende betød/betyder en buket blomster utroligt meget.
Farverne, duften der beriger hele rummet og især det lille kort med hilsen på gør uendeligt meget for mig. Alt dette overskygger heldigvis, at de skal smides ud en dag.
Tak for at ridse op på denne måde, – noget jeg aldrig har haft overskud til.
Kæmpe knus
Tak for din kommentar! Det er dejligt at høre at blomsterne har den virkning. Det tror jeg ikke du er alene om 🙂
Jeg elsker din billedtekst: “De første 14 dage i højt humør” – det kan jeg klart genkende. Den første måned var jeg euforisk over, at jeg bare kunne blive opereret og blive rask (jeg havde også modermærkekræft). Det følgende år var jeg i krise, men hverdagen med små børn krævede bare en stærk mor, og der var ikke rum til kriser. Efter 3 år brød dæmningen sammen, og tre års ophobede tårer væltede bare ud. Min chef syntes, det var vældig besværligt (måske skulle du også skrive 10 gode råd til chefer en dag? 😀 ) Nå, nu er jeg lige blevet 40, og det er eddermame skønt! Hvert år skal fejres 🙂
Ja, det er meget genkendeligt. Min krise kom fire måneder efter jeg var meldt rask. Hold da op, det var hårdt. Der er sikkert nogle chefer, der også kunne have glæde af sådan en liste, ja!
Hurra for dine 40 år! 🙂
Tak!!!! Jeg sms’er hende med det samme og køber kaffe på vej derover!! Tak!! Det var vigtige ord. Tak!
Årh! Det varmer.
Tak for din side af sorgen.. . Det ramte plet ..lige i hjertet …💖 tusind tak… den er blevet delt til familie og venner! Mistede min mor for 10 md. Siden… og det har bare været en KÆMPE sorg … !.. vidste ikke hvordan jeg skulle sætte ord på , men det har du gjort for mig.. af hjertet tak…💖💖💖 knus ulla
Åh. Det varmer, at det kan bruges.
Sorgen kan ikke klokken og kender ikke dagene. Så den kan dukke op her og der. ❤️
Tænk hvis jeg kunne have delt dette for 2 år siden, da min mor døde….
Kram til dig. Og tak.
Tusinde tak Josefine.
Min bonusdatter og vores to børnebørn mistede sin kæreste/far i år – mens jeg samtidig fik fjernet en hjernetumor (Glioblastom grad 4). Jeg har statistisk set 1-1,5 år at leve i – har brugt de fem måneder.
Kom hjem efter 2,5 måneder, og nu er der kan så mange besøg….
… jeg mener, knap så mange besøg – savner oplevelser…
Kære Josefine.
Helt igennem spot on! Helt igennem!
Ensomheden i det lange, lange seje træk for “bare” at komme op at stå og tilmed gå, endda “ud i verden”, oplever jeg personligt har været det værste ……..
Håber du selv er ved godt mod, ønsker dig og “alle I andre” alt det bedste 💖
Dorthe
Fremragende! Helt konjret og lavpraktisk. Tsk. Vh Britta
Hej Josefine,
tusind tak for din MEGET fine tanker. De ramte på alle tænklige måder. Det så sejt, at du har fundet overskud til at lave 10 råd. Jeg har prøvet at være modig og har efter et par dage delt dem med en veninde, der ven til mig, der har mistet sin far i november. Det føltes godt.
Jeg er igang med at skrive mit bachelor projekt sammen med Børn, Unge og Sorg – sideløbende med min egen sorg. Jeg ser det som en slags selvterapi, men også som et ønske for at mindske den berøringsangst, som jeg har mødt og set i Danmark. Det jeg prøver at skrive er, at jeg meget gerne vil bruge din fine guide i min opgave, hvis det er okay med dig 🙂 Jeg skal udarbejde et kampagne design for kampagnen Håbets Aktie 2019, som skal være med til at mindske berøringsangsten for sygdom og sorg – og jeg tror, at dine trin kunne blive et rigtig godt element.
Du er velkommen til at sende mig en mail – og et nej er også ok.
De bedste hilsner
Amanda
Kære Amanda.
Tusind tak for din dejlige besked. Det er rart at vide, at der er nogen, der læser med.
Det er du selvfølgelig meget velkommen til.
Hilsen Josefine.
Hvor er det flot skrevet .Det brugbart ..jeg mistede min mor sidste år .måtte skippe min kæreste han var der ikke da jeg havde Aller mest brug for ham .fra dag et af ville min far ikke bo alene så han har boet sammen med mig siden da .Det giver nogle begrænsninger for mig men tror det vil glæde mig den dag han ikke er her mere …hilsen 59 årig kvinde fra Odense
Tusind tak for din kommentar.
Det er trist med kæresten og meget fint med din far! 🙂 Det tror jeg bestemt du kommer til at mindes. Jeg rejste med min far til Thailand, da han blev syg. Det var det bedste minde.
MEEEGA godt formuleret.
Mistet for godt 1 1/2 år siden min far efter 5uger med cancer.
Den ene dag kan man være glad og tilfreds den næste trist og ked af det. Den værste kommentar er nok, er du kommet dig godt efter tabet???? Kommet mig godt, kan man det??? Hvad er forventningen??
Men n omgangskreds har været meget berøringsangst og nærmest ikke spurgt ind til det. Det er faktisk værre end hvis man spørger.
Det mest fantastiske var da en veninde kom med nybagte boller og et sødt kort.❤️
Tusind tak for din tilbagemelding. Det er dejligt at høre at mit skriv kan vække genkendelse.
Da min far døde, syntes jeg, det store skift kom efter to år. Hvor jeg virkelig kom videre.
Kære Josefine, tusind tak for at sætte tanker på mine følelser❤️ Jeg har altid været den som var der for alle andre, nu føler jeg mig utilstrækkelig, fordi jeg ikke kan det mere. Jeg mistede min søn for 2 år siden, han blev 20 år og fik pludseligt et uventet hjertestop, han fik hjertemedicin som han ikke kunne tåle. Hans liv var mit liv. Magnus havde muskelsvind og var helt afhængig af hjælp til alt. Han havde respirator om natten. Jeg ved at mange tænker og nogle også siger, var det ikke også forventet, var det ikke også det bedste. Nej det var det ikke, Magnus havde et godt liv, han var glad for sin tilværelse, han spillede på sin computer sammen med sine hjælpere og han var super intilligent og interesserede sig for mange ting. Jeg hører aldrig nogen sige om Stephen Hawking at det nok var bedre hvis han var død. Mit liv er blevet ensomt, jeg har mit job som jeg elsker overalt på jorden og jeg har min veninde og hendes mand som holder fast i mig. Jeg har min datter på 19, som betyder alt for mig, men hun har sit eget liv. Dem omkring mig siger, nu må du til at leve dit liv igen og når jeg spørger, hvordan gør jeg det, Mine børn og mit arbejde har været mit liv i de sidste 20 år, hvor går man hen og får et nyt liv eller endnu vigtigere som du beskiver, hvor finder jeg kræfterne til at lede efter et nyt liv? På aftenskole siger nogen, jeg orker ikke engang at tage mig sammen til andet end flytte mig fra sengen og ind til fjernsynet, når jeg har fri, hvordan pokker skal jeg tage mig sammen til at starte på aftenskole. Jeg ved godt at der er gået 2 år, men prøv at forestille dig, at hvis du mistede dit barn, hvor længe tænker du så, at der vil gå før du er kommet over det? Tak for de fine råd, dem vil jeg bruge til at fortælle mig selv, at det er okay stadigvæk at have det sådan som jeg har det🤗❤️❤️❤️
Kære Josefine, det gør mig meget ondt at høre, at du har mistet din søn. Vores børn er jo det allerbedste, vi har. Jeg ikke forestille mig noget værre end at miste et barn. Jeg tror at det er meget værre end at miste sine forældre, og også meget værre end at miste en ægtefælle. Jeg er ikke tilhænger af at sige til et menneske i din situation, at du “skal tage dig sammen.” Sådan skal man ikke sige. Måske kan professionel hjælp hjælpe dig? psykolog, måske antidepressiv medicin? men du selv ved bedst, hvad du har brug for. Kærlige hilsener, Karen Cecilie Nielsen (jeg er på Facebook).
Jeg skulle have skrevet min kommentar til Marianne Moore, og ikke til Josefine. Jeg beklager meget. mvh Karen Cecilie Nielsen